Mogens Vad
Investeringsdirektør og partner i Amber Asset Management. Efter en merkantil uddannelse fra ØK gik Mogens Vad over i finanssektoren, hvor han siden har bestredet en række ledende stillinger i førende nordiske banker. Han har senest været porteføljemanager i Gudme Raaschou og har tidligere været president i Handelsbanken Markets Securities Inc. i New York og i Carnegie Inc. New York.
Morten Gregersen
Adm. direktør og partner i Amber Asset Management. Morten Gregersens uddannelsesmæssige baggrund rummer er en cand. merc., ligesom han også har den officielle finansanalytikeruddannelse suppleret med MBA-studier i USA. Han har senest været porteføljemanager i Gudme Raaschou, mens tidligere ansættelser har været hos Nordic Partners Inc. i New York og hos Handelsbanken Markets Securities Inc. i New York.
Rasmus Cederholm
Porteføljeforvalter og partner i Amber Asset Management. Efter sin cand. merc.-uddannelse kom Rasmus Cederholm til Gudme Raaschou, hvor han bl.a. arbejde som porteføljemanager tæt sammen med Mogens Vad og Morten Gregersen, hvor den investeringsforening, de var ansvarlige for, Gudme Raaschou Nordic Alpha, på tre år fordoblede investorernes penge.
Christian Neble Hansen
Assisterende porteføljeforvalter i Amber Fondsmæglerselskab A/S. Efter sin cand. merc.fir.-uddannelse kom Christian til Amber, hvor han arbejder tæt sammen med Mogens Vad, Morten Gregersen og Rasmus Cederholm i den daglige porteføljestyring.
Nationalbankens selvstændige rentesænkning fredag den 19. december kom som en velkommen julegave til de plagede danske husholdninger, men den gør desværre næppe den store forskel for de sidste juleindkøb i en tid hvor bekymringen for arbejdsløshed og et kollapsende boligmarked for alvor er begyndt at veje tungt og ej heller for F1 renten næste år.
Til gengæld illustrerer Nationalbankens handlinger de seneste måneder, hvor klemt Danmark egentlig er i den nuværende krise, hvor fleksibilitet og handlekraft er de to vigtigste ingredienser når finanskrisen skal bekæmpes. Intet tyder på, at der har foregået reel spekulation mod den danske krone, men de stramme tøjler som dansk pengepolitik befinder sig i førte alligevel til automatiske renteforhøjelser i takt med store og frem for alt hurtige skift i såvel udenlandske investeringer i danske obligationer og de danske pensionskassers udenlandske porteføljer.
Det uhensigtsmæssige i dansk økonomisk politik er åbenbar. Men løsningen er næppe så simpel og ensidig som udmeldingerne fra et bredt spektrum af danske politikere indtil nu har forsøgt at signalere. Tonen på bjerget (eller snarere på borgen) er at den seneste tids begivenheder med al ønskelig tydelighed viser hvorfor befolkningen gjorde fejl ved to gange at stemme nej til dansk ØMU medlemskab og nu betaler prisen i form af en højere rente.
Fra et økonomisk og geopolitisk synspunkt er der næppe nogen tvivl om at det optimale for Danmark er medlemskab af en velfungerende ØMU. Det eneste problem ved den konklusion er imidlertid at den skabning ikke findes i dag. Tværtimod står ØMU formodentlig overfor en test, som i de kommende år kommer til at afgøre om mønt-unionen holder på længere sigt.
ØMU i sin nyværende form lider af to alvorlige problemer. Historisk har vi intet eksempel på en møntunion som har fungeret uden en fælles finanspolitik. De nuværende problemer og politiske slagsmål omkring en relativt lille finanspolitisk stimulanspakke illustrerer tydeligt at nationale forhold stadig trumfer de fælles behov i Euroland. Samtidig illustrerer det desværre problem nummer to: såvel top som bund i Euroland står overfor en massiv udfordring i den kommende tid når befolkningerne skal ”købe” politikernes beslutninger. Det relativt stærke Tyskland hvor arbejdsløsheden ikke for alvor er begyndt at stige har svært ved at acceptere at man skal finansiere en stor del af den kommende stimulans samtidig med at sydlandske politikere i Spanien, Grækenland, Portugal og Italien får svært ved at forklare befolkningerne hvorfor det finanspolitiske råderum allerede er opbrugt pga. Vækst- og Stabilitetspagtens stramme krav samtidig med at arbejdsløsheden skyder i vejret.
Oven i disse problemer kommer så en meget stædig og langsom ageren fra den Europæiske Centralbank. Indtil videre anskuer ECB de økonomiske problemer markant anderledes end kollegerne i Storbritannien, Schweiz og Sverige og fastholder pt. det højeste renteniveau blandt de førende nationalbanker.
ØMU kunne være den perfekte klub for Danmark. Men den nuværende situation virker ikke som det smarteste tidspunkt til at gå med i et projekt, som på mange punkter stadig er uprøvet og netop nu står overfor potentielt dybt destabiliserende begivenheder. Samtidig illustrerer begivenheder i vores nordiske broderlande at der er en ekstra årsag til, hvorfor det faktisk kan være en rigtig god idé at stå udenfor.
Sverige og Norge benytter pt. pengepolitikken til et uhørt skarpt forsvar mod den globale økonomiske krise og begge nationalbanker har inden for de seneste uger sænket renten i ét hug med 1,75 %-point. Konsekvensen for såvel den svenske som den norske krone har været en markant svækkelse samtidig med at Euro og danske kroner har nået ny rekord styrke overfor de vigtigste handelspartnere. Reaktionen hos specielt den svenske Riksbank bør få os til at hæve øjenbrynene for svenskerne ser ud til at være i gang med samme strategi som har været benyttet i snart 100 år: når globale kriser rammer sørger man som udgangspunkt for at den svenske krone svækkes så meget som muligt, dels for at forbedre konkurrenceevnen, men tilbage i 1930’erne også som et værn mod deflationen, som gjorde at Sverige slap igennem krisen uden tilnærmelsesvis de samme sociale omkostninger som omverdenen. Unægtelig ikke en specielt solidarisk holdning og også en farlig strategi, hvis man ikke i tide hæver renterne når økonomien igen får fart, men samtidig en illustration af råderummet for en relativt lille, men meget åben økonomi, hvis alvorlige økonomiske kriser for alvor rammer.
Danmark er pt. klemt i midten med en amputeret økonomisk politik, som hverken er fugl eller fisk. Men den højere rente som pt. er resultatet skal ikke kun anskues som en omkostning man betaler for at stå uden for ØMU. Den kan lige så godt anskues som en forsikringspræmie, som kan vise sig at være meget værd hvis de nuværende begivenheder i den global økonomi eskalerer yderligere og kalder på hidtil uhørt fleksibilitet. Om danske politikere i det tilfælde har modet til et radikalt økonomisk-politisk skifte er en anden sag, men de store omslag kommer altid som et resultat af dyb krise…
Skriv en kommentar